Indlæg
af Lykke » 6. aug 2012 07:54
Hej Nikolaj
Ude i naturen lever dværghamstere i flokke. Men de har et stort område at bo på, og de kan selv vælge hvem de vil være sammen med - og de kan løbe deres vej, hvis de ikke vil være sammen.
Det kan de ikke, når de er i et bur.
Det er især et problem, hvis hunnen har været i buret alene først.
Hamstere er nemlig meget territorielle. Det betyder, at de tænker "her bor jeg - det er mit!" og ikke tit vil have andre ind på området.
Så vil de forsvare sig selv og området og angribe andre hamstere, der nærmer sig.
Man kan engang imellem får dværghamstere til at leve sammen, men det er svært.
---
Første gang har hun måske lige skullet se, hvad han var for en - altså se ham an. Eller hun har tænkt "nå ja, han forsvinder nok igen om lidt". Eller hun har måske været i brunst og har så gerne villet have hans selskab.
Du siger, at de parrede sig. Hvordan så det ud?
Jeg spørger for at finde ud af om det faktisk var det, der foregik.
Anden gang de var sammen har hun så måske tænkt "hvad laver han nu her igen? forstår han ikke at det her er mit område og at han skal holde sig væk?".
Det kan også være han har forsøgt at parre hende igen - og at hun er blevet træt af det.
Eller det kan være at hun er blevet drægtig - og så skal hun jo ikke bruge ham mere. Og derfor synes hun, at han skal gå væk.
Du må vente og se, om hun er blevet drægtig og føder unger 18-21 dage efter de var sammen.
---
Uanset om hun får unger eller ej, vil jeg anbefale dig at have hannen og hunnen gående i hvert sit bur fra nu af.
For det første er det bedre for hamsterne. Det er ikke rart for dem at være sammen, når de ikke har lyst til det. Det påvirker dem psykisk, så de bliver stressede, bekymrede, nervøse og de kan finde på at begynde at bide.
For det andet får du mere glæde af dem som kæledyr, når de går hver for sig. De bliver gladere dyr, der er trygge og som ikke bider dig.
For det tredje bør man slet ikke få unger på sibiriske hamstere.
Der findes faktisk ikke noget, der hedder sibiriske hamstere.
Desværre ved dyrehandlere tit ikke ret meget om dyr og derfor får de solgt dyrene uden at give de rigtige informationer med.
Der var engang for mange år siden en bog om hamstere, som kom til at blande to forskellige arter dværghamstere sammen. De hedder Vinterhvide og Campbells dværghamstere. Han kaldte dem for "sibiriske" og derfor er der nogen som tror, at der er en art der hedder sådan.
Desværre betyder det også, at de to arter hamstere er blevet parret med hinanden.
Det svarer til at parre en tiger med en løve - ungerne kan godt overleve, men tigerens og løvens gener er så forskellige, at de ikke rigtigt passer sammen og derfor sker der nogle mærkelige fysiske ting med ungerne. De kan ikke selv få unger, bliver nemt syge og sådan noget.
Det er det samme, når man parrer to forskellige arter dværghamstere med hinanden. Ungerne får nogle gener, der ikke passer sammen og der sker nogle mærkelige fysiske ting (men hos hamsterne kan de godt få unger selv, så det er nogle andre ting der sker end ved tiger og løver).
Så du bør hygge dig med dine hamstere som kæledyr, men lade være med at prøve at parre dem igen.
Hvis du gerne vil have unger, så køb en han og en hun senere, hvor du så er sikker på at de er samme art. For at du kan være sikker på det skal hamsteren have stamtavle fra Dansk Hamster Forening, så spørg herinde, hvis du overvejer det.
---
Jeg håber, mine svar hjælper dig.
mange hilsner
Mette