Dansk Hamster Forening

hvor er de søde Lise
I går lod vi pigerne sidde lidt med hvert deres marsvin i et håndklæde på skødet - de skulle da lige møde "deres" nye kæledyr. (Vi forældre fik vores piger bildt ind at de ønskede sig marsvin i 10 års fødselsdagsgave - jordens bedste undskyldning, ikk'?)
Men ellers foregår det hele på mutters præmisser.
Ja, tak, de spiser godt og tager lidt af alt vi tilbyder. Og de synes det er vældigt fornøjeligt at de har fået sådan en lille minihøballe, den kan man nemlig både smide med og spise af.
De er begyndt at komme lidt ud fra under huset - selvom de stadig smutter væk, når vi kommer.
Pigerne skal jo alligevel læse ca 20 minutter hver dag, så det gør vi nu oppe ved siden af kassen. Så sidder jeg og hjælper den ene med at læse i sofaen, mens den anden sidder inde hos marsvinene, bare sidder, lige så stille. Så bytter de. Så det er hygge.
Min kære mand får en vældig masse motion på hjemmearbejdsdage, for han skal jævnligt "lige op og kigge" - jeg arbejdede også hjemmefra det meste af dagen i dag, og han futtede da godt nok rimeligt tit forbi min dør på vej op ovenpå. Ikke at jeg klager. Jeg kan da vældig godt lide når han går op af trappen

Tak i to!
Ja Robert og Arthur er skønne
De har boet hos mig, men er flyttet op til min mor og bror da min hund begyndte at ville være efter dem pludseligt
Men de er så hyggelige, og jeg ser dem heldigvis tit! Så jeg har jo også prøvet at lære alt hvad jeg kan om de kære små

Hvor lyder det altså virkelig hyggeligt og så skønt! Det er nogle forkælede marsvin <3

årh, de små pus altså. Jeg ved jo godt det er byttedyr og de har stærke flugtinstinkter, men jeg havde godt nok ikke regnet med at få nogle, der var SÅ rædde. Vi ser dem faktisk aldrig - da jeg hentede ved opdrætteren så der ellers godt ud, med en masse dyr, der virkede rolige og trygge, selv om der kom en fremmed ind.
Vi sætter stille og roligt maden længere og længere væk fra huset, så de bliver nødt til at komme ud - det virker, de spiser fint, og nu pøller de over hele kassen... det samler vi lidt sammen på i det hjørne, vi håber kan blive toilet.
Vi fortsætter med det jeg skrev tidligere hvor pigerne sidder deroppe og læser sammen med mig. Og de dage, hvor jeg har tid til at sidde længe samme sted, har jeg sat mig med en bog, nede i kassen hos dem... så tør i hvert fald den ene smutte frem efter noget mad - hvis jeg ikke bevæger så meget som en finger.
Opskriften er jo simpelt nok: giv tid, aldrig presse på, men tage det i dyrenes tempo, små skridt... tilsæt tålmodighed
Det er som at tæmme vilde dyr. Det kommer jo nok til at virke - på et tidspunkt.
Men helt ærligt - det var ikke lige det, vi havde håbet på. Det skulle jo være familiens kæledyr - vi har og har haft masser af "kigge-på" dyr i forvejen...
Nå men, et godt liv skal vi nok give dem, uanset hvad... men mor her er sgu lidt skuffet lige nu... (og synes også, at det er hammersynd for de små, at de skal være så bange for os) .... Eller også er jeg bare blevet forvænt efter Duseren (vinterhvide Tut-zoo's Dr. Dre) som ankom i så håndtam en tilstand, at det er sværere at få ham af hånden igen, end at få ham op på den.
Gemalen og jeg går og overvejer om det kunne hjælpe, hvis vi fandt en kælepotte af et voksent omplaceringssvin (dame eller kastrat, of course), der måske kunne vise de små, at mennesker faktisk er ret ok. Ja, eller to, der er jo plads nok, og om man har 2 eller 4 giver jo ikke den store forskel rent pasningsmæssigt. Eller måske vil nervøsiteten bare smitte, så kælepotten(-erne) også bliver bangepotte(r)...

Det er da overhovedet ikke at spamme "min" tråd - Vi er da på forum for at snakke sammen om tingene
Jeg føler med dig. Det er jo netop en kombination af at man går med nogle forventninger, som ikke er blevet mødt i virkeligheden, og så at man har ondt af dyret, der er så bange.
I vores familie har vi en holdning om, at dyr ikke er noget man "bruger og smider væk" - vores holdning er, at når man har valgt at få et dyr, så må man tilpasse sine forventninger til det dyr man står med mellem hænderne, og give det så godt et liv man kan, men derfor kan man jo godt være lidt skuffet inden i, når det nu ikke lige blev som man håbede.

Men ok, med marsvinene kan det jo sagtens nås endnu - de har trods alt kun været her en uge - som sagt, så er det nok ligeså meget mine forventninger, der var *lidt* for høje fordi min oplevelse med at få ham den bette vinterhvide var så helt fantastisk.

PiaH skrev:Åhhh hvor er det træls for jer. Jeg håber at det lykkes for jeg at få jeres pus tamme.
Jeg har selv det samme problem med den guld hamster dreng jeg fik for ikke så længe siden, han er simpelthen så bange, fare sammen ved det mindste hvis han altså er ude af sit hus, hvad han ikke er med mindre jeg tager låget af huset og faktisk ser ham. Han er aldrig ude af det hus, og jeg snakker og snakker og lokker, men næ nej, han er så bange, og hvis jeg forsigtigt prøver at røre ved ham, så vender han rundt på ryggen og er klar til kamp. Jeg har faktisk opgivet at få ham tam efter hånden. Jeg har aldrig haft så bange en hamster før, ikke engang fra en dyrhandel. Jeg syntes det er så synd for ham og jeg er meget skuffet over det.
Undskyld jeg lige spamede din tråd, det er bare for at fortælle jeg ved hvordan det er og føler med jer.

Pia prøv at putte ham i et mindre bur her i starten. Det har ALTID hjulpet for mine, når de har været ræd. Det er mere trygt i et lille bur, når "verden er ond og farlig"

taysha skrev: Gemalen og jeg går og overvejer om det kunne hjælpe, hvis vi fandt en kælepotte af et voksent omplaceringssvin (dame eller kastrat, of course), der måske kunne vise de små, at mennesker faktisk er ret ok. Ja, eller to, der er jo plads nok, og om man har 2 eller 4 giver jo ikke den store forskel rent pasningsmæssigt. Eller måske vil nervøsiteten bare smitte, så kælepotten(-erne) også bliver bangepotte(r)...

Det med en rolig og ældre dame kan sagtens hjælpe! Hvis hun/den er glad for mennesker og kæl selvfølgelig.

Det kan måske også hjælpe at have dem i et mindre tremmebur i starten. Mine går i 100/120x60 og det er noget nemmere at stikke en arm ind og lade dem vænne sig til en i forhold til jeres kæmpe bur

Nu ved jeg ikke hvordan i har gjort, men det kan også hjælpe at tage begge marsvin op i fx en vaskebalje med et tæppe som lugter af dem, og så sidde med dem deri, og arbejde sig hen mod at de er trygge der, og så kan man prøve at have dem oppe og sidde, fx i sofaen osv.

For det er jo netop byttedyr, og jeg er bange for at de ikke ordentligt vil komme frem og snakke hvis de ikke først lærer at i altså er okay, på en lidt "pushy" måde. Min erfaring siger hvertfald at det virker

i går kom de begge to frem og sad og spiste ved siden af mig! Det er første gang, det er sket - ellers plejer det bare være Blomst, der lige smutter frem og hapser noget mad med ind i huset.
Og den anden, den mest bange, har vi opdaget er begyndt at indtage første salen i kæmpehuset
Det går rette vej.
Vi kigger også efter en rigtig kælepotte, som er vant til at gå med unge dyr og som kan være med til at vise dem at vi ikek er så farlige endda. Men jeg begynder at tro mere på det nu.

taysha skrev: i går kom de begge to frem og sad og spiste ved siden af mig! Det er første gang, det er sket - ellers plejer det bare være Blomst, der lige smutter frem og hapser noget mad med ind i huset.
Og den anden, den mest bange, har vi opdaget er begyndt at indtage første salen i kæmpehuset
Det går rette vej.
Vi kigger også efter en rigtig kælepotte, som er vant til at gå med unge dyr og som kan være med til at vise dem at vi ikek er så farlige endda. Men jeg begynder at tro mere på det nu.

Det er jeg bare så enormt glad for at høre

Hvis pigerne er helt unge, så vil det ikke være noget problem at sætte en ældre hun ind til dem
Men hør da søstrene Jensen (von fancy/von sortfod) om de har en omplaceringshun, ellers kender de med garanti en som har

vi har snakket over fjæs, og de ved godt jeg søger en.

Marsvin er også skønne. Har selv haft to som barn (ikke på samme tid).
Rigtig held og lykke med dem