Silver min første hams gik bort i går formiddags. Jeg har bare været så forfærdelig ked af det lige siden.
Jeg fik ham til min fødselsdag d. 15.02.09 og derfor kunne vi fejre 2 års dag i tirsdags, hvilket jeg havde glædet mig enormt til, og han skulle bare forkæles. Om mandagen var han gået i dvale, fordi mit værelse var blevet koldt pga. blæsevejret. På skift sad min mor og jeg og varmede ham i hænderne, og buret blev flyttet ud i vores køkken, hvor der var varmt. Han fik tilbudt sukkervand og alverdens godbidder og grønt, han plejede at elske, men tog ikke imod noget.
Han lå bare der i hænderne, trak vejret roligt og åbnede øjnene af og til. Hele tirsdagen, på min fødselsdag, gik jeg til og fra buret i håb om, at han var kvikket op, men nej. Hans tilstand var hverken bedre eller værre. Da jeg kiggede til ham onsdag morgen kl 06.50, var han ligesom han havde været mandag og tirsdag, og lige omkring middagstid opdagede jeg, at han var gået bort. Han var helt kold, så det har gået stærkt, fra om morgenen, hvor han var ligesom de 2 foregående dage.
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle have hamster, da min mor ikke kan li' dem. Eller kunne, for Silver ændrede hendes syn på hamstere.
Jeg fik ham i fødselsdagsgave d. 15.02.09, hvor jeg, hver gang jeg var blevet spurgt, hvad jeg ønskede mig, havde svaret "en hamster!". På en eller anden måde var det nok lidt en protest, for jeg havde jo andre ønsker, men jeg ønskede mig bare så inderligt en lille hams.
Da jeg fjernede tæppet fra buret den morgen og så det var et bur, var jeg lykkelig. Da min mor så opfordrede mig til at kigge i det lille hus, og jeg så der var en lille hams dernede, kunne det ikke blive bedre.
Silver var så speciel. Verdens bedste temperament, aldrig vist sure miner eller noget. Derfor har han kurreret mange fra deres "hamsterskræk".
I slutningen af september fik han grå stær på det ene øje og i løbet af de seneste par måneder, havde han tabt sig, men han var glad og frisk til det sidste (lige pånær de sidste 3 dage).
Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke længere skal sige godmorgen til ham hver aften, når jeg går i seng og høre ham gnave helt vildt i tremmerne. Det blå bur står ikke længere på mit natbord, og der er bare så frygteligt tomt på mit værelse. Simbas akvarie er der stadig, men det er ikke det samme uden Silver. Hvor vil jeg dog savne at se toiletpapirsstrimlerne bevæge sig i græskarhuset, når du var ved at vågne og når du stak din fine lille snude ud og søvnigt åbnede dine øjne.
Inderst inde vidste jeg jo godt hvilken vej det ville gå, da han ikke ville vågne ordentligt op, og havde han ikke selv sagt farvel i går, var jeg nok taget til dyrlægen med ham, så det kunne ske der. 2 år og 3 måneder, så jeg forventede ikke noget.
Da jeg fik ham, var jeg så glad, at jeg græd af glæde, ligeså ked af det er jeg nu, efter at have mistet ham.
Hvil i fred Silver, for mig vil du altid være verdens bedste!
