Min hamsterdreng er sovet ind
: 17. apr 2013 17:15
I går skulle jeg så igen en tur til dyrlægen, denne gang med min lille Hannibal.
Jeg savner ham helt vildt, og får tårer i øjnene, når jeg tænker på ham. Han var så sød, blid, mild og god. Bed aldrig og fandt sig stort set i alt. Alle som lærte ham at kende, elskede ham. Han var totalt vanedyr, f.eks. når han fik sin daglige motionstur på gulvet. Han løb altid den samme rute og skulle altid de samme ting. Hver gang.
Han var efterhånden blevet så gammel og stivbenet, men det var ok, syntes jeg, når bare han spiste, drak og kunne gå på toilettet og ellers ikke led. Og det tror jeg virkelig ikke, han gjorde, for sørme om han ikke også sad og tiggede om lov til at komme på gulvet lige til for en uge siden. Han havde den sidste måned problemer med at drikke fra vandflasken, kunne ikke rigtigt holde hovedet oppe så længe, så han fik agurk i stedet. Jeg var meget i tvivl, om det var værdigt for en hamster, men han blev jo ved med at tigge om lov til at komme på gulvet. Og helt sikker på benene var han heller ikke, havde slidgigt og faldt en gang imellem, men op på gulvet ville han.
Men her i weekenden syntes jeg han var blevet meget mindre, kun 66 g (på en lidt dårlig køkkenvægt, ca. -20 g på 14 dage) vejede han, så jeg tog beslutningen for ham. Jeg fik tid til ham i går, og var selvfølgelig meget ked af det. Da jeg kom hjem fra arbejde, sov han ved siden af sit toilet; han var sikkert faldet og havde ikke haft kræfter til at slæbe sig hen til huset. Åh, mit lille kræ, havde så ondt af ham. Men han virkede faktisk upåvirket. Han var ikke blevet kold. Men jeg vidste, at det var den rigtige beslutning at få ham aflivet.
Af sted til dyrlægen, som bare var helt fantastisk. Han blev lagt på en vaskeklud i en lille plastikboks, og han fik bedøvelse i form af en gasart. Han sov så sødt. Og først derefter fik han injektionen. Da han var helt væk, puttede dyrlægen vaskekluden om ham. Hun var så omsorgsfuld og sød over for ham.
Men åh, hvor jeg savner ham. Jeg fik ham, da han var 4 måneder. Købte ham i en dyrehandel, og det var verdens bedste køb. Og jeg har været så heldig at have haft glæde af ham i lidt over 2 år. Han blev født 29.11.2010, så han blev næsten 2½ år. Godt gået, synes jeg.
Heldigvis har jeg min lille hamsterpige, Ellie. Hun er god at have i sorgen.
Undskyld den lange smøre, men det var bare så vigtigt at fortælle om min kære, lille, søde Hannibal.
(Håber ikke, I synes, jeg ventede for længe med dyrlægen, jeg ville jo alt det bedste for den lille, men hvad gør man ved en hamster, som overhovedet ikke har forståelse for egne grænser? Han ville bare så gerne op på gulvet for at løbe.)
Sov sødt, lille Basse
Jeg savner ham helt vildt, og får tårer i øjnene, når jeg tænker på ham. Han var så sød, blid, mild og god. Bed aldrig og fandt sig stort set i alt. Alle som lærte ham at kende, elskede ham. Han var totalt vanedyr, f.eks. når han fik sin daglige motionstur på gulvet. Han løb altid den samme rute og skulle altid de samme ting. Hver gang.
Han var efterhånden blevet så gammel og stivbenet, men det var ok, syntes jeg, når bare han spiste, drak og kunne gå på toilettet og ellers ikke led. Og det tror jeg virkelig ikke, han gjorde, for sørme om han ikke også sad og tiggede om lov til at komme på gulvet lige til for en uge siden. Han havde den sidste måned problemer med at drikke fra vandflasken, kunne ikke rigtigt holde hovedet oppe så længe, så han fik agurk i stedet. Jeg var meget i tvivl, om det var værdigt for en hamster, men han blev jo ved med at tigge om lov til at komme på gulvet. Og helt sikker på benene var han heller ikke, havde slidgigt og faldt en gang imellem, men op på gulvet ville han.
Men her i weekenden syntes jeg han var blevet meget mindre, kun 66 g (på en lidt dårlig køkkenvægt, ca. -20 g på 14 dage) vejede han, så jeg tog beslutningen for ham. Jeg fik tid til ham i går, og var selvfølgelig meget ked af det. Da jeg kom hjem fra arbejde, sov han ved siden af sit toilet; han var sikkert faldet og havde ikke haft kræfter til at slæbe sig hen til huset. Åh, mit lille kræ, havde så ondt af ham. Men han virkede faktisk upåvirket. Han var ikke blevet kold. Men jeg vidste, at det var den rigtige beslutning at få ham aflivet.
Af sted til dyrlægen, som bare var helt fantastisk. Han blev lagt på en vaskeklud i en lille plastikboks, og han fik bedøvelse i form af en gasart. Han sov så sødt. Og først derefter fik han injektionen. Da han var helt væk, puttede dyrlægen vaskekluden om ham. Hun var så omsorgsfuld og sød over for ham.
Men åh, hvor jeg savner ham. Jeg fik ham, da han var 4 måneder. Købte ham i en dyrehandel, og det var verdens bedste køb. Og jeg har været så heldig at have haft glæde af ham i lidt over 2 år. Han blev født 29.11.2010, så han blev næsten 2½ år. Godt gået, synes jeg.
Heldigvis har jeg min lille hamsterpige, Ellie. Hun er god at have i sorgen.
Undskyld den lange smøre, men det var bare så vigtigt at fortælle om min kære, lille, søde Hannibal.
(Håber ikke, I synes, jeg ventede for længe med dyrlægen, jeg ville jo alt det bedste for den lille, men hvad gør man ved en hamster, som overhovedet ikke har forståelse for egne grænser? Han ville bare så gerne op på gulvet for at løbe.)
Sov sødt, lille Basse
