Dansk Hamster Forening

Nu sidder jeg midt mit gulv og kigger mine bure, smilende tænker jeg på hvor glad jeg egentlig er for at jeg traf de valg der gjorde at jeg kan sidde og kigge på nogle så dejlige dyr, nyder forskellighederne hos dem både indenfor arterne men også de forskellige dyr.

Jeg sidder og fundere over hvorfor jeg endte med at vælge hamsterne frem for andre gnavere jeg før har haft, og idag da jeg har hentet 2 brødre fra Von Happy, slår det mig - det er den der umiddelbare nysgerrighed, at de selvom de lige er flyttet, og jeg kun har lagt fauna boksen ind i buret så de selv kan bestemme tempoet er der ikke gået 5 minutter før de begge er ude og undersøge deres nye ungkarle hybel, smager lidt på maden osv, jeg synes det er faaaaantastisk at sidde og studere dem

Hvorfor endte jeres valg på hamstre ?
Og hvilke arter passer bedst hos jer?


*hvis mit indlæg er for usammenhængende er det muligvis fordi Merkur er igang med at finde indgangen i hans kokosnød og den gemmer sig !!!!

Jeg har altid elsket dyr og er vokset op med katte.
Da jeg flyttede hjemmefra med min kæreste ville vi også rigtig gerne have dyr. Vi har haft marsvin, ørkenrotter og en kat, men desværre var min kæreste allergisk over for katten, og vi blev desværre også nød til at gå af med marsvinene og de første 2 ørkenrotter. Vi var simpelthen bare ikke voksne nok til at tage vare på dem, og sørge for at de havde et godt liv.
Det er 3-4 år siden alt det her.

Så for 3 år siden begyndte jeg at savne at have dyr i lejligheden, men jeg vidste også at hvis vi skulle have dyr igen, så blev vi nødt til at tage ansvar for dem. Og det gjorde vi Vi købte 3 dejlige små pige ørkenrotter, og dem har vi stadig.

Vi flyttede så til Hvidovre for lidt over 2 år siden, og vi fik meget mere plads end det vi havde i Trekroner. Derfor valgte jeg at købe en lille dværghamster i Zoocity. Det var Mr. Tony Stark. Jeg prøvede at gøre ham tam, men det var han ikke så glad for. Han kom ud og løb i en bold og det var super hyggeligt, men han var nu mest et kigge på dyr. Han døde desværre for et par måneder siden, og jeg valgte derfor at købe en ny hamster. Det blev igennem dba.dk. Jeg fandt min dejlige Daenerys og jeg er super glad for hende Jeg fik blod på tanden med Daenerys, og begyndte derfor at google rundt og fandt DHF hvor jeg nu er medlem.

På fredag får vi endnu et medlem i vores familie, Tut-Zoo's Fudge, og jeg glæder mig så meget til det Jeg har haft hendes bur klar i over 2 uger nu

Jeg mødte for år tilbage min første dværghamster, en patient, som heldigvis ikke var særligt syg, men til gengæld stjal mit hjerte. Det var en "sibirisk dværg" Sådan en måtte jeg bare have. Så efter nogen tid, og en flytning, fik jeg mig mit første dværghamster fra en dyrehandel (ja, jeg vidste jo ikke bedre) og for Sævern, han var arrig. Vi kaldte ham "Dimsen" og han ikke bare bed - han kom farende og angreb. Alt og alle - han gjorde udfald gennem akvarieglasset når mennesker og hunde gik forbi. Han blev ikke ret gammel, knapt et år, så lå han en morgen død i buret. Købte en ny "sibirisk" - en hun denne gang. Hun var sød, Egern, hed hun, kom når man kaldte og kunne sådan lige berøres, men ikke tages op.
Efter hende en lang gnaverpause, en flytning, så fik vi børn, siden deguer, og jeg overtog en roborovski fra en, der ikke længere kunne have ham. Mit første hamster med papir på. Han var godt nok sjov og livlig. Men ikke håndtam. Da han var væk - og han blev gammel, næsten 5, var det tid til ørkenrotter.
Vi var oppe på 6 hunde i en periode, men de lever jo ikke evigt og i dag har vi 3 hunde: søn og sønnesøn af vores gamle hanhund og en tæve, der er datter af vores gamle tæve.
Da ørkenrotterne gik hedengangen var det tid til dværghamster igen, og denne gang var der noget der hed internettet - også hjemme hos os - og jeg fik læst om de forskellige arter. Troede i starten at det nok skulle være robo igen, men faldt pladask for de vinterhvide, der jo også lignede min første dværg-hamster-forelskelse af udseende. Og jeg var vild med deres farveskift. Desuden havde jeg jo læst om problemerne emd at sikre at vi også i fremtiden har rene arter, og det arbejde kunne jeg mærke at jeg rigtigt gerne ville deltage i. Tænk at kunne være med til at redde en art fra forsvinden, sådan helt hands-on, hjemme i stuen.
Så det tog et år fra beslutning om "dværghamster igen" og til først Duseren, så Fenella flyttede ind...

Hvor er det hyggeligt at læse de her historier

Hej Trine.

Dejligt at høre, at de to drenge hurtigt finder sig til rette i deres nye hjem. Håber, I bliver glade for hinanden. Ærgerligt, jeg ikke var hjemme, da du kom, men børnene sagde, du var sød

Vi har vinterhvide fordi:

Jeg har aldrig selv haft et kæledyr som barn. Ville SÅ gerne, men måtte ikke. Kan huske, jeg har grædt mig i søvn af længsel efter en lille blød ven at elske. Så fik jeg selv børn, der begyndte at snakke om at få et kæledyr, og det skulle vi IKKE have, fordi:

Jeg har allergi - børnene er disponeret.
De sviner.
De larmer.
De fylder.
Man bliver afhængig - kan aldrig komme nogen steder.
Osv. Osv.

Da jeg havde gentaget mig selv gennem et par år overfor Freja, var jeg ved at komme til kort....og pludselig var jeg lige ved at komme til at sige til hende: "Prøv at hør her, skat - hver anden uge, når du er hos far - så skal JEG passe dit dyr?!?" Jeg bed i stedet ordene i mig, for jeg ville dog ikke synke så dybt, at DET skulle være et argument. Hun har jo ikke valgt at være skilsmissebarn. I stedet gav jeg mig til at tænke....og undersøge....og talte med min læge om allergien...

På dette tidspunkt var Freja så slukøret, at hun ville være blevet glad for en enkelt, lillebitte forkølet akvariefisk i et syltetøjsglas.

Jeg besluttede, at vi kunne prøve med en dværghamster, fordi den ikke fyldte så meget, og fordi dens forventede levetid var så kort, at et evt. allergiproblem (eller problem med mistet interesse fra Frejas side) relativt hurtigt ville løse sig selv.

Jeg gjorde en del research, og en dag kaldte jeg til familiemøde og gav børnene en gave. De pakkede en hamsterbog op og sagde høfligt, men ikke særlig begejstret: "Tak, mor". Kiggede pligtskyldigt i den, indtil jeg spurgte, om vi skulle komme afsted? De var to store spørgsmålstegn. "Jamen, jeg sagde jo, at jeg havde TO gaver til jer - vi skal ud og hente et hamsterbur!" Så så man Freja ryge op fra stolen, så den væltede og nærmest overfalde mig med kram, mens hun rystede over hele kroppen af bare glæde og forventning - og shock over, at hendes mor havde ændret mening! Havde slet ikke forstået hintet med bogen - og det var jo ikke så sjovt at læse om hamstere, når man ikke måtte få én. Vi brugte den næste måned på at læse alt, hvad vi kunne finde om hamstere og gøre buret klar. Så hentede vi Happy. Han var den skønneste lille hybriddreng - fra et privat opdræt, så han var håndtam og supernuttet fra første øjeblik.

Vi kom til at holde så meget af sjove, lille Happy, at det faktisk blev en stor sorg, da han døde, mæt af dage i en alder af to år og seks dage. Der blev meget tomt. I mellemtiden var vi blevet medlem af DHF og var blevet bevidste om hybridproblematikken. Snart kom Hamstertroldens Sne, så kom Hamsterhusets Lykke, så kom kwo's Lille Flora og mange flere vinterhvide med tiden. I dag er Freja opdrætter og har nu sendt de første to kuld ud fra Hamsteropdræt von Happy.

Det ville jeg aldrig have troet, hvis nogen havde sagt til mig for et par år siden, at det skulle ende sådan

Hvor er det en dejlig historie det må være den ultimative glæde at kunne se sine børn blive så glade

Vi må aftale at du er der næste gang, fordi med de to nysgerrige hyggetosser jeg har hentet fra jer bliver der en næste gang

Jeg har guldhamster, og historien bag er:

Der var engang ... jeg har vel været 7-8 år, hvor min far syntes, at min bror og jeg skulle have dyr. Min mor ville ABSOLUT IKKE. Min far sagde marsvin, men min mor sagde, at de var for store (de havde haft marsvin før), og mus var aldeles udelukket pga. den lange hale. Og så foreslog min far hamster. Ganske genialt: de er mindre end marsvin og de har ingen lang hale (dengang i 1978/79 kom talen slet ikke på rotter, jordegern og deslige).
Som sagt så gjort. Min bror og jeg fik hver et eksemplar.
Jeg fik en fin cremepige, Trille kom hun til at hedde, med sorte ører og øjne og et heftigt temperament, men ok, der er selvfølgelig også grænser for, hvad en hamster skal finde sig i af udklædninger og antal vækninger i løbet af dagen. Men jeg elskede hende højt, selvom hun godt kunne finde på at bide.
Hun døde, og mine forældre købte så en lille, cremefarvet hamsterdreng (som også kom til at hedde Trille ) til mig, og han var bare dejlig. Og sådan blev det ved, indtil jeg i midten af 20'erne fik konstateret både allergi og derefter astma, og måske var interessen også lige så stille ved at klinge af, så da min sidste cremepige døde, fik jeg ikke flere.

Lige indtil jeg skiftede job og fik en kollega, som var meget dyreglad. Så kunne jeg godt mærke, der ligesom manglede et eller andet. Og en lørdag kørte jeg tilfældigvis forbi en dyrehandel, som tilfældigvis havde ophørsudsalg. Og så skulle jeg helt tilfældigt bare lige ind og kigge, og helt tilfældigt stod jeg lige pludselig som ejer af en lille "panda"hamster, som hun kaldte ham. Nøøøj, han var sød. Og han bed slet ikke. Og han var ultrablød og blid og mild og god. Hannibal blev installeret derhjemme, og alle, som mødte ham, syntes, han var nuttet og sød. Og siden har jeg udviklet mig til en rigtig hamstertosse
Hannibal er for længst hedengangen. I dag har jeg Ellie og Mickey ... og desværre også både allergien og astmaen.
Men fordi hamstere ikke lever så længe, passer de godt til mig. For jeg ved jo godt, at en eller anden dag, og måske ikke så langt ud i fremtiden, kan jeg ikke have hamster mere pga. forværring af både allergi og astma. Havde jeg kat eller hund ville jeg blive nødt til at skille mig af med dem, men da en hamster ikke lever så længe, kan jeg have dem, indtil de dør. Det lyder hårdt, men jeg er jo nødt til at være realistisk.

Men hvorfor hamster?
Fordi de er aktive, sjove, spøjse, opmærksomme og har et kært udseende. Det er så hyggeligt, når de pusler rundt i buret om aftenen, og jeg kan slet ikke stå for dem, når de tigger om at komme op. De har hver deres måde at gøre opmærksomme på sig selv, nogle bider i tremmer, nogle drøner rundt og andre sidder lige så stille og bare venter på, at man tager dem op.
Derfor har jeg hamster.

Enig Lotte de er fantastisk forskellige

Håber der går mange år før du må opgive dine hamstre

Jeg har altid haft guldhamstere da jeg var barn,
Ja der levede de 2 og 2, Micro bure osv :b

Hamstere kan kigger på mig, og jeg er ved at smelte
Jeg har haft rigtig mange forskellig dyr, da jeg ikke kunne finde ud af hvilken gnaver jeg elskede mest
Også måtte jeg jo overgive mig til de elskede hamstere

Jeg fik guldhamster da jeg var omkring 11, en helt sort smuk fyr som blev 3. Han var den dejligste og mest amme dyr eg har mødt, han sad og spiste med ved bordet - så fik han et stykke agurk eller lignende.. Da han gik bort prøvede jeg en dværghamster, hybrid, som døde 3 måneder senere gik hun bort.
Da jeg så som 18 årig fandt en veninde som havde guldhamsterunger, så måtte jeg bare have Hugo - han var starten af mit opdræt. Da jeg året efter begyndte at have Biologi da gik det op for mig hvor spændende genetik er og så brugte jeg laaang tid på at læse og lære om genetik. Da Hugo var næsten 2 fik han et kuld, et par måneder siden gik han bort.
Men det sidste års tid har jeg kunne se hans babyer og husket ham - hans kuld med min hun Chanel var det perfekte genetiske kuld; der kom præcis hvad teorien sagde der ville komme! Det var helt fantastisk.
Derefter blev jeg bare bidt af det, og dagen idag har jeg 7 skønne og dejlige hamstere - inklusiv Chanel
Jeg elsker alle mine hamstere ligeså meget som jeg elsker min hund og kat, de er så dejlige og forskellige. Det er et lille dyr med en masse personlighed. Jeg ville ikke leve uden

Første gang jeg fik øjnene op for hamsterne var en dag vi var i Calles dyrehandel i Aalborg. Der var de sødeste vinterhvide / hybrider og en af dem kravlede op i hånden på mig og sad bare og kiggede
Der gik dog mange år før vi fik hamster, da vi lige var forbi marsvin, mus, ørkenrotter og rotter først. Men i 2011 blev jeg så vildt forelsket i de kinesiske hamstere og plagede livet ud af manden Vi endte med at reservere Yinfeng og fik hende efter hun havde fået fravænnet sit kuld
Da Yinfeng nærmede sig de to år begyndte vi at snakke om, om vi skulle anskaffe os en mere så det ikke blev en erstatning for Yinfeng vi fik og vi kom frem til at det ville vi godt og reserverede Cirkeline hos Donau's da han fik kuld på vores halvårsdag (kærestedag) og det måtte jo være skæbnen

Hamster er et dyr jeg er utrolig glad for da de skal gå alene og kan blive noget så tamme
Og så er det jo sjovt at tage til udstilling med dem Yinfeng fik vi dog kun med een gang før hun blev for gammel, men Cirkeline har da været med et par gange og kan nok nå et par gange mere inden hun er for gammel.

For lidt over 2 år siden, skulle vi af med den ene af vores hunde. Der kom nogle mennesker og kiggede på ham og vi havde en god fornemmelse for, at de var de rette nye ejere af hunden. Deres store datter havde et lille hamster-opdræt derhjemme og hun havde faktisk nogle unger som var salgsklare. Min datter havde i noget tid ønsket sig et mindre kæledyr, da hun stadig var ret ked over en hund vi måtte aflive pga sygdom, så vi blev enige om, at hun godt måtte få en hamster.
Så da vi kørte ned til de disse mennesker for at aflevere hunden (vi ville gerne se hvor han skulle bo), købte de hunden og vi købte en hamster til min datter. Pjuske - en hybrid ved jeg nu.

Min datter havde Pjuske i ca 1 år og 8 måneder (mener jeg). Jeg havde ikke så meget interesse i ham, men var dog med til at sørge for at han fik rent bur m.m. Pjuske gik så hen og blev syg og med nogle grimme sår. Vi var forbi dyrlægen hvor vi fik penicillin med hjem til ham og så skulle sårerne rense 2-3 gange dagligt. Det blev en opgave for mig som voksen at få gjort det. Men efter en lille uge, selv om sårerne var blevet bedre, måtte vi indse at Pjuske's sygdom og sår bare havde gjort ham gammel og træt af dage. Han skulle håndfodres og spiste ikke meget. Jeg var også nød til at give ham vand med en lille sprøjte for han drak intet selv.

Den tætte kontakt med den lille fyr i den uge, gjorde at jeg fik øjnene op for hvor kære og finurlige de er, selv om han var syg. Så da han var blevet aflivet, besluttede jeg, at nu var det min tur til at få en hamster og Peanut flyttede hjem til mig. Det er så også blevet til Baloo og her sidst til Cæsar. Og med de tre jeg har nu, lære jeg noget om dem næsten hver eneste dag, specielt da de også er forholdsvis forskellige i sind, temperament og hvad de gør og ikke gør.

Iih hvor jeg synes det er hyggeligt at ligge og læse jeres historier