Indlæg
af chlin » 16. apr 2013 15:18
Jeg har skrevet til Dyrenes Beskyttelse omkring den omtalte artikelserie og har fået følgende svar tilbage, som jeg gerne vil dele med jer andre:
Hej Christina
Mange tak for din mail. Jeg er da ked af at høre, du synes, guldhamsteren bliver fremstillet forkert. Jeg vil dog gerne lige indledningsvis pointere, at vi under punktet ”Socialitet og tamhed” skriver, at den KAN blive meget tam.
Når vi alligevel ikke anbefaler den, er det med udgangspunkt i en pasningsvejledning, vi netop har lavet i samarbejde med Dansk Hamster Forening. DHF skriver selv i foreningens vejledning, at ”Guldhamstere bliver dog aldrig dyr, som har tålmodighed til at sidde og blive nusset i længere tid” – hvilket man jo ofte gerne vil have, at et kæledyr skal ”kunne”. Ikke mindst hvis man som mange af Vild med Dyrs læsere er 7-13 år gammel.
Men selvfølgelig kan man sagtens gøre guldhamsteren tam, så den ikke bliver aggressiv, når man forsøger at håndtere den. Det kræver bare, at man regelmæssigt og gradvist, fra den er helt ung, vænner den til det og desuden har tålmodighed med det, hvilket vi som nævnt også skriver i guiden.
DHF skriver, at man ikke skal forvente, at guldhamsteren er helt tam før i 3-4 måneders alderen, hvilket altså vil kræve flere måneders gradvis og regelmæssig tilvænning fra ejerens side, fra man anskaffer sig dyret cirka 1 måned gammelt. Det er ikke alle, der får gjort dette, og en guldhamster, der ikke er gjort tam og dermed ikke har vænnet sig til ejeren, kan godt finde på at blive aggressiv og bide i forsvar, hvis den føler sig truet eller forstyrret – eksempelvis hvis den vækkes og forsøges håndteret. For mindre børn – som jo ofte gerne vil have et kæledyr, der naturligt er vågent, når man selv er - mener vi ikke, man kan forvente, at de regelmæssigt får håndteret dyrene over flere måneder – og set i dette lys egner guldhamsteren sig ikke særlig godt som kæledyr til børn.
Dværghamsterne (Roborovski undtaget) og kinesisk hamster er generelt nemme at tæmme (som DHF også skriver i deres pasningsvejledning), men det kræver – som alle dyr – selvfølgelig stadig en regelmæssig håndtering, hvor dyrene vænner sig til én. Men de er meget mindre territorielle end guldhamsteren og har derfor også mindre tendens til at blive aggressive, når man ”trænger ind” på deres område. Men som det også står i guiden, så er det ikke alle dværghamstere, der egner sig som kæledyr – Roborovski er sværere at tæmme, mere sky, mindre i størrelsen (og dermed mere sarte), og desuden meget ”hurtige” og vil derfor ikke sidde stille ret længe ad gangen, så man kan nusse med dem.
Guiden er tænkt som nogle generelle anbefalinger til, hvilken hamster vi synes, man som barn i første omgang bør anskaffe sig, hvis man gerne vil have et godt kæledyr. Og selv om guldhamsteren selvfølgelig med den rette tilvænning kan blive et udmærket kæledyr, så vil vi stadig hellere anbefale Campells eller vinterhvid som kæledyr til børn, da de generelt ikke bliver nær så aggressive (og desuden i kraft af deres mindre størrelse forvolder mindre skade, hvis de alligevel bider) som en stresset/forstyrret og ikke tam guldhamster kan ses at blive.
Jeg håber, du synes, at du hermed har fået ordentligt svar på dine indvendinger.
Venlig hilsen
Lars Madsen
Jeg synes det er rart at have fået sådan et godt svar tilbage fra ham og har valgt at skrive tilbage til ham og give ham delvist ret i deres synspunkter, men at jeg savner at de så nævner noget væsentligt:
Hvis du går i dyrehandlen og køber en hamster (hybrid) så er de ofte meget mere aggressive og svære at gøre tamme end guldhamstere og andre dværge fra opdrættere (det er i al fald min oplevelse)