Jeg har guldhamster, og historien bag er:
Der var engang ... jeg har vel været 7-8 år, hvor min far syntes, at min bror og jeg skulle have dyr. Min mor ville ABSOLUT IKKE. Min far sagde marsvin, men min mor sagde, at de var for store (de havde haft marsvin før), og mus var aldeles udelukket pga. den lange hale. Og så foreslog min far hamster. Ganske genialt: de er mindre end marsvin og de har ingen lang hale (dengang i 1978/79 kom talen slet ikke på rotter, jordegern og deslige).
Som sagt så gjort. Min bror og jeg fik hver et eksemplar.
Jeg fik en fin cremepige, Trille kom hun til at hedde, med sorte ører og øjne og et heftigt temperament, men ok, der er selvfølgelig også grænser for, hvad en hamster skal finde sig i af udklædninger og antal vækninger i løbet af dagen. Men jeg elskede hende højt, selvom hun godt kunne finde på at bide.
Hun døde, og mine forældre købte så en lille, cremefarvet hamsterdreng (som også kom til at hedde Trille
![Embarassed :oops:](./images/smilies/icon_redface.gif)
) til mig, og han var bare dejlig. Og sådan blev det ved, indtil jeg i midten af 20'erne fik konstateret både allergi og derefter astma, og måske var interessen også lige så stille ved at klinge af, så da min sidste cremepige døde, fik jeg ikke flere.
Lige indtil jeg skiftede job og fik en kollega, som var meget dyreglad. Så kunne jeg godt mærke, der ligesom manglede et eller andet. Og en lørdag kørte jeg tilfældigvis forbi en dyrehandel, som tilfældigvis havde ophørsudsalg. Og så skulle jeg helt tilfældigt bare lige ind og kigge, og helt tilfældigt stod jeg lige pludselig som ejer af en lille "panda"hamster, som hun kaldte ham. Nøøøj, han var sød. Og han bed slet ikke. Og han var ultrablød og blid og mild og god. Hannibal blev installeret derhjemme, og alle, som mødte ham, syntes, han var nuttet og sød. Og siden har jeg udviklet mig til en rigtig hamstertosse
Hannibal er for længst hedengangen. I dag har jeg Ellie og Mickey ... og desværre også både allergien og astmaen.
Men fordi hamstere ikke lever så længe, passer de godt til mig. For jeg ved jo godt, at en eller anden dag, og måske ikke så langt ud i fremtiden, kan jeg ikke have hamster mere pga. forværring af både allergi og astma. Havde jeg kat eller hund ville jeg blive nødt til at skille mig af med dem, men da en hamster ikke lever så længe, kan jeg have dem, indtil de dør. Det lyder hårdt, men jeg er jo nødt til at være realistisk.
Men hvorfor hamster?
Fordi de er aktive, sjove, spøjse, opmærksomme og har et kært udseende. Det er så hyggeligt, når de pusler rundt i buret om aftenen, og jeg kan slet ikke stå for dem, når de tigger om at komme op. De har hver deres måde at gøre opmærksomme på sig selv, nogle bider i tremmer, nogle drøner rundt og andre sidder lige så stille og bare venter på, at man tager dem op.
Derfor har jeg hamster.